
Vindue til Assistens
Næsten vores egenSimeons Kirke har ingen egen kirkegård. Men vi kigger dog lige ned i den smukke Assistens Kirkegård.
Prøv selv at nyde den overraskende fred mellem ører og øjne midt i byens brøl, med stille minder om folk som maleren C. W. Eckersberg, forfatteren Hans Scherfig, komponisten Thomas Koppel, dine naboer, din familie. Med pralende monumenter, pæne sten eller anonyme plæner. Men alle og enhver under smukke, gamle træer, et blandet kor af fugle og mange sjældne vækster. Skønt.
Helt hen imod det 19. årh. var dette et trist sted uden for lands lov og ret, og kun de fattige blev begravet her. Men der var samtidig ved at være fyldt godt op af både levende og døde indenfor de snævre volde i det lille København. I 1785 døde Johan Samuel Augustin, som udover at være kancellisekretær i krigsministeriet var en populær formand og en succesfuld fundraiser for den københavnske fattigkommission. I sit testamente skrev Augustin, at han trods sin egen rigdom havde haft sine bedste levende stunder blandt fattiglemmerne, og at han derfor ønskede at blive begravet blandt disse udenfor voldene på Assistens. Med den populære Augustins stort besøgte begravelse fik også kirkegården større popularitet blandt både fattige og rige og er siden vokset med ukendte og kendte navne til denne dejlige oase fra Kapelvej ud til Jagtvej.
Tag en virtuel tur på Assistens her